|
|
This is only a preview of the paper
Click here to register and get the full text.
Existing members click here to login
|
|
|
Introduktion 2 Platons vidensbegreb, 3 kriterier for viden 2 Kritisk rationalisme 4 Fænomenologi 6 Hermeneutik 8 Kritisk teori 9 Det 4. og 5. kriterium for viden 11 Sammenfatning 12 Litteratur 13 Videnssynopsis afleveret torsdag den 13. februar 2003 Handelshøjskolen i København Opgaven indeholder cirka 21.000 tegn Afleveret af: Robin Bernitt Dennis Hansen Jacob Mortensen Thomas Clausen Fagansvarlig 220480-2125 181079-1345 200779-2827 120978-1235 Asger Sørensen, LPF Introduktion Vi vil i synopsen afdække nogle af de epistemiske aspekter, der er i det vidensbegreb som starter hos Platon med begrundede sande overbevisninger. Herefter vil vi give nogle alternative epistemiske overvejelser fra pensum, som vi mener, har væsentlige perspektiver i relation til vidensbegrebet. Vi vil i slutningen af opgaven give en viderebygning af begrundede sande overbevisninger ved hjælp af Anders Bordums udlægning af Platon. Platons vidensbegreb, 3 kriterier for viden Formålet med dette afsnit er at beskrive de tre kriterier, som ifølge Platons tradition skal være opfyldt for, at der kan være tale om viden nemlig; begrundede sande overbevisninger. I dialogen Theaitetos bliver det epistemologiske spørgsmål rejst, hvad viden kan være? Platon (427-347 f.Kr) kommer med tre bud: Perception, sande overbevisninger og begrundede sande overbevisninger. Selv om Platon i slutningen af dialogen konkluderer, at ingen af disse definitioner kan dække begrebet viden, er den sidstnævnte en definition, der inden for den angelsaksiske tradition i det sidste århundrede, er blevet accepteret. Definitionen har dannet grundlag for videre fortolkninger og skabt reaktioner, som har udmøntet sig i forskellige filosofiske skoler. Platon kan derfor betragtes som den centrale teoretiker i den epistemologiske tradition (Christensen i Christensen red. 2000: 111). Vores tekst starter på side 174 hvor Theaitetos foreslår at viden kunne være en sand mening. Men umiddelbart før har Platon argumenteret mod Theaitetos´ forslag til, at sansningen, perceptionen, er den vigtigste kilde til erkendelse. Han bruger som argument, at hvis sansningen skal være kilde til viden, bliver denne subjektiv, og ophæver derfor sig selv, da den i sin konsekvens nødvendigvis må inkludere sin egen modsætning (Bordum i Christensen red. 2000: 95). I spørgsmålet om definitionen skal findes i den sande mening argumenterer Platon, gennem Sokrates, for at dette ikke kan være den rigtige definition. Han henviser til, at der findes en hel profession af sagfører der er udlært i at overbevise, og ikke belære, folk om hvad som helst. Hvis viden udelukkende var sande overbevisninger, kunne en jury derfor ikke dømme på baggrund af fakta bygget på et øjenvidnes beretninger, og hele institutionen af dommere og juryer ville blive draget i tvivl (Platon 1954: 175). Efter, at Theaitetos er blevet overbevist om det mangelfulde i en definition på viden som sande overbevisninger, kommer han i tanke om én der definerede viden som sande overbevisninger med en fornuftig forklaring (Platon 1954: 175). Platon tager udfordringen op, og med Sokrates som sit talerør undersøger han udtrykket begrundede, og kommer med tre forslag, på hvad det kan være: 1. At kunne fremsætte sin tanke tydeligt i ord og vendinger ved hjælp af sproget (Platon 1954: 175,182). 2. At kunne være i stand til at give en redegørelse for bestanddelene og elementerne ved en given ting (Platon 1954: 176-77,183-185). 3. At kunne angive et kendetegn, hvorved den omspurgte genstand adskiller sig fra alt andet (distinktionen). At have begreb om en ting er at kende fællestrækkene (Platon 1954: 185). Hans første bud på en definition af en begrundelse er det, åbent at udtrykke sine tanker i talen, og derved gøre det implicitte eksplicit. Men da næsten alle har mulighed for at udtrykke sine tanker i talen, vil dette betyde, at der aldrig vil findes en rigtig mening uden at den også er viden, og denne definition var lige blevet aflivet i eksemplet med sagførerne. Definitionen vil også medføre en påstand om at døvstumme ikke kan vide (Platon 1954: 183) og, det moderne begreb tavs viden ville være en kontradiktion. Platons andet forslag, at kunne give en redegørelse af bestanddelene og elementerne, argumenterer han for, heller ikke er tilstrækkeligt dækkende for begrundelse, da man ved et tilfælde kan redegøre for sammensætningen af elementerne i f.eks. i en stavelse. I stavelsen af et navn kan man ved et tilfælde gætte rigtigt første gang, og derefter stave navnet forkert næste gang. Ved hjælp af dette eksempel og et hvilket som helst andet der viser, at det er problematisk at bevæge sig fra dele til enhed, bliver også dette alternativ aflivet (Platon 1954: 184). Den tredje betydning af begrundelse er at kunne angive distinktionen mellem den omspurgte genstand og alt andet. At begrunde vil derfor være, at kunne redegøre for forskelligheden, og derved kunne beskrive den identitet, der gør genstanden forskellig fra alle andre (Platon 1954: 185). For at vide noget, er det således nødvendigt at føje en begrundelse til den sande overbevisning (forestillingen), og forklaringen var altså redegørelsen for, hvad der kendetegner genstanden og adskiller denne fra alt andet. Men hvad vil det sige, at føje forklaring til den sande forestilling? Platon indrømmer det absurde i definitionen, at føje en forestilling om hvad der kendetegner genstanden til en sand forestilling, men foreslår i stedet at betydningen måtte være, ”hvis det at ”føje forklaring til” er et paabud om at erkende og ikke blot forestille os tingenes særlige kendetegn” (Platon 1954: 187). Men i denne betydning vil definitionen af viden blive cirkulær, idet den, i sin definition af begrundelse, indeholder det som skal bevises. ”Følgelig er viden, hverken sansning eller sand forestilling eller sand forestilling i forbindelse med forklaring” (Platon 1954: 188).
Approximate Word count = 3567
Approximate Pages = 14.3
(250 words per page double spaced)
|
|
|
|
|
|